På uddannelsen er hendes yngste klassekammerat 17 år, og det har ikke taget Ann Dorte lang tid at skabe venskaber på tværs af alder.
- Jeg tænker ærlig talt ikke ret meget over det med alderen. Vi har et fint, ligeværdigt fællesskab og arbejder godt sammen på kryds og tværs. Vi har jo alle det samme mål om at få en god uddannelse, konstaterer Ann Dorte.
Hun tænker til gengæld en del på de muligheder, uddannelsen kommer til at åbne for hende. Efter et langt arbejdsliv som administrativ medarbejder og selvstændig i regnskabsbranchen, er hun mere end klar til at skifte branche. Hendes tålmodighed med at sidde indendørs på kontorstolen foran en computerskærm er brugt op. Ann Dorte vil ud at bevæge sig i den sidste del af sit arbejdsliv.
- Vi er så privilegerede at bo i et land, hvor uddannelse er gratis, og vi har mulighederne for at sadle om, når vi trænger til det. Hvorfor skulle jeg køre videre i noget, hvor jeg har mistet gejsten, når jeg har muligheden for at skifte til noget, der gør mig gladere? spørger Ann Dorte.
Hun kender noget til sin nye branche, for tilbage i 1980’erne arbejdede hun i en periode som ufaglært hjemmehjælper. Dengang sagde en dårlig ryg stop for, at hun kunne fortsætte arbejdslivet i hjemmeplejen. Nu er Ann Dortes ryg rask og stærk, og hun vil gerne tilbage i SOSU-branchen. Hun lagde ud med at tage et vikariat på et lokalt plejecenter, inden hun begyndte på uddannelsen.
- Jeg trives virkelig godt og er aldrig træt, når jeg er færdig med en lang vagt på plejecenteret. Det var jeg i høj grad, når jeg havde siddet på kontor og lavet regnskab hele dagen. Det giver så meget mere mening for mig at hjælpe ældre mennesker med deres behov. Jeg føler, at jeg gør langt mere nytte på den måde, og jeg er meget glad for at være sammen med ældre mennesker. Jeg kan lide dem, og jeg kan lide at gøre en forskel i deres hverdag.
Økonomisk er Ann Dorte Gregersen på elevløn, og det betyder færre kroner på kontoen, end hun er vant til. Men det holder hende ikke vågen om natten.
- Jeg har ikke store udgifter. Mine børn er flyttet hjemmefra, og jeg har få forpligtelser. Min bil er skiftet ud med en cykel, fordi jeg faktisk ikke har brug for den længere. Jeg har rejst meget tidligere i livet, og hvis jeg ikke får råd til en rejse denne sommer, er det helt okay med mig. Mit perspektiv er anderledes nu, end da jeg var yngre. Det, der er vigtigst for mig, er, at jeg ikke skal sidde stille hele dagen længere. Det gør mig glad!
Uddannelsen som SOSU-hjælper
Uddannelsen (hovedforløbet) til social- og sundhedshjælper varer 1 år og 2 måneder og veksler mellem skoleperioder og oplæringsperioder. Eleven er normalt i skole i 17 uger og i oplæring 38 uger. Uddannelsen er delt op i 3 skoleperioder og 2 oplæringsperioder.
Det kræver ansættelse i en kommune at kunne påbegynde uddannelsen, derfor skal du søge om optagelse direkte hos en arbejdsgiver. For at komme ind på uddannelsen skal du have gennemført grundforløb 2, som tager 20 uger. Det kan du tage enten i Nykøbing, Nakskov eller Vordingborg. Find det grundforløb der passer til dig.