Start din SOSU-uddannelse i Vordingborg
SOSU-skolens afdeling i Vordingborg ligger på Absalon lige ved banegården. Her kan du tage Grundforløb 1 og Grundforløb 2 mod social- og sundhedsuddannelserne.
Eleverne på SOSU-skolens grundforløb 2 i Vordingborg havde en innovativ workshop under titlen ”Det perfekte plejehjem” sammen med borgmesteren i Vordingborg Kommune Mikael Smed. Det førte til mange kreative løsninger.
10. maj 2023
SOSU-skolen i Vordingborg har inviteret Borgmester Mikael Smed til ”Borgmesterbrobygning” med inspiration fra de brobygninger, som udskolingselever hvert år inviteres til på skolen.
Sammen med eleverne arbejdede borgmesteren en hel formiddag kreativt med udfordringer og løsningsforslag til, hvordan man kan forbedre vilkårene på ældreområdet.
Eleverne havde på forhånd lokaliseret nogle af de udfordringer, som de selv har oplevet, når de har været ude i praktik på forskellige plejecentre i kommunen.
Da det var en innovativ proces bød undervisningen på forskellige øvelser med kreativ brainstorming, bevægelses- og fantasilege, samt gruppearbejde undervejs. Alt sammen for at nå frem til innovative løsninger i fremtidens ældrepleje.
Eleverne kom på alle mulige fantastiske idéer undervejs. Der var både det helt vilde ”sanseplejehjem” med happy hour og fokus på velvære for borgerne på alle mulige måder.
En gruppe arbejdede med et koncept med naturoplevelser og kæledyr kombineret med robotløsninger for at afhjælpe nogle af de opgaver, som der mangler personale til, og for at give de ældre borgere mulighed for at være mere selvhjulpne og i bedre trivsel.
I borgmesterens gruppe sad elev Karina Heyn, som fortalte om deres gruppearbejde: ”Overordnet er vores løsning bedre kommunikation, forstået på den måde, at hvis der er dårlig kommunikation i personalegruppen, som går ud over arbejdsglæden, så vil det i sidste ende påvirke de ældre borgere negativt. Hvis personalet trives dårligt, vil arbejdsopgaverne flytte sig længere og længere væk fra at se mennesket og fra at skabe god livskvalitet for borgerne.”
Der kom altså rigtig mange gode løsninger på bordet, som borgmesteren kan putte i lommen og tage med hjem. Mikael Smed fortæller, at han blev så begejstret for workshoppen, at han vil sætte gang i, at det politiske udvalg også skal tilbydes en workshop om det perfekte plejehjem i samarbejde med SOSU-skolen. Han tilføjer, at der også er flere faggrupper i kommunen, der kunne bruge workshoppen positivt for at få nye øjne på problematikkerne.
Han tænkte, da han fik invitationen til at komme i borgmesterbrobygning, at han skulle ud og prøve lidt forskellige hjælpemidler og sådan. Men nu har han fået en anden indsigt i undervisningen på SOSU-uddannelserne: ”Det her er jo et virkelighedsnært forløb, hvor vi taler om hvordan man løser udfordringerne. (…) Det er superfedt, at man beskæftiger sig med det eleverne har oplevet ude i praksis og tager det med ind i undervisningen.”
SOSU-skolens afdeling i Vordingborg ligger på Absalon lige ved banegården. Her kan du tage Grundforløb 1 og Grundforløb 2 mod social- og sundhedsuddannelserne.
Vil du arbejde med professionel omsorg og pleje i en omskiftelig hverdag? Social- og sundhedsassistenten (SSA) tager sig af samfundets ældre, svage og syge på sygehuse, i psykiatrien, på plejecentre, på institutioner eller i hjemmeplejen.
For at tage en uddannelse som SOSU-assistent, SOSU-hjælper eller pædagogisk assistent skal du først igennem et grundforløb i Nykøbing F., Nakskov eller Vordingborg.