Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Mette ved sit skrivebord

Mette er ny uddannelseschef

Mette Skaaning Ludvigsens indsats og ansigt er allerede velkendt på SOSU Nykøbing Falster, hvor hun har været ansat siden 2013. Nu er hun en del af ledelsen.


Fra 1. december 2024 har den 50-årige tidligere sygeplejerske, underviser og uddannelseskonsulent Mette Skaaning Ludvigsen sat sig i en af lederstolene på SOSU Nykøbing Falster.

Her løfter hun ansvaret for skolens Grundforløb 2 for elever på uddannelserne til social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent.

Mette Skaaning Ludvigsens indsats og ansigt er allerede velkendt på skolen, hvor hun har været ansat siden 2013.

- Tidligere i mit arbejdsliv har jeg ofte skiftet job, fordi jeg gerne ville prøve mange forskellige muligheder indenfor mit fag. Men jeg har "glemt" at skifte, siden jeg landede på SOSU Nykøbing Falster, fordi jeg er så glad for at være her, fortæller Mette Skaaning Ludvigsen.

Hun har dog skiftet stillinger i flere omgange på sin nuværende arbejdsplads. Nu er det lederrollen, der er hendes nye udfordring.

- Jeg glæder mig til at være helt tæt på underviserne og eleverne på Grundforløb 2. Det giver mig et super fedt drive at se dem udvikle sig, og jeg ser det som min fornemste opgave at støtte den udvikling, siger Mette Skaaning Ludvigsen, som har et særligt fokus på at udnytte forløbets 20 undervisningsuger bedst muligt.

- 20 uger er meget kort tid, og vi har en vigtig opgave i, at eleverne rykker sig hurtigt og opnår god læring, imens de trives virkelig godt og får den bedste støtte. Det kræver opmærksomhed og rettidig omhu fra os, forklarer Mette Skaaning Ludvigsen, som ser det som en af sine forcer, at hun allerede kender både elever og undervisere på skolen godt.

I sit private liv er Mette Skaaning Ludvigsen optaget af familieliv, hund og bøger - og så har hun sat sig for at blive bedre til at hækle under kyndig vejledning af sine døtre.

Konstitueringen løber til udgangen af 2025.

En unge kvinde står og tænker med hånden på hagen imens hun kigger op i luften.

Hvad er forskellen?

SOSU-assistent eller hjælper? Pædagogisk assistent eller pædagog? Sygeplejerske eller SOSU-assistent? Der er så mange valgmuligheder. Bliv klogere på hvad forskellen er på uddannelserne. 

Unge mennesker spiller hockey indendørs i skolens Multisal

Sundhed og bevægelse i undervisningen

På skolen er vi både sociale og sunde. Under din uddannelse i livskvalitet på SOSU-skolen vil du stifte bekendtskab med forskellige former for motion, som du kan prøve af i undervisningen.