Spring navigationen over og gå direkte til indhold
tre elever i Nadacafe

Foto: Birgitte Grønning

Nyt NADA-tilbud på SOSU Nykøbing Falster

Skoledagen er slut, og de tre social- og sundhedsassistentelever Christina Jørgensen, Heidi Ingemansen og Ewa Kocuba går lige en tur i NADA-café, inden de skal hjem.

Caféens menu byder på fem små, orange akupunkturnåle i hvert øre, en kop urtete og et fleecetæppe. Da nålene er sat, læner de tre elever sig tilbage i sofaen i læringscenteret i SOSU Nykøbing Falster og lader roen indfinde sig i 45 minutter.


NADA-caféen er et nyt tilbud på SOSU-skolen, men metoden er ikke ny. Den stammer fra USA og blev udviklet i 1970'erne i New York af den amerikanske psykiater Dr. Michael Smith.

På SOSU-skolen er det sygeplejerske og underviser Vibeke Ørnebjerg Mortensen og pædagog og projekt- og kursuskonsulent Sabrina Pansa, der har etableret caféen. De to har taget fire dages kursus i NADA og sætter nålene med sikker hånd.

Nålene skal ramme præcise punkter for at gøre deres virkning, og Heidi Ingemansen sidder musestille, mens Sabrina Pansa koncentreret placerer akupunkturnålene en efter en. De skal drejes forsigtigt ind, og til sidst har Heidi en fin lille buket af orange pinde stikkende ud af hvert øre.

- Det strammer en lille smule, men det gør ikke ondt, konstaterer Heidi Ingemansen, der har prøvet NADA cirka ti gange.

Hun kan lide virkningen og kommer gerne igen efter mere.

- Jeg har en del tankemylder, som jeg kan mærke en klar virkning på, når jeg har fået NADA. Min krop bliver meget varm med det samme, når jeg får nålene i. I løbet af et par timer falder der ro på mine tanker. Det er en virkning, der holder i et par dage, fortæller hun.

Klassekammeraten Ewa Kocuba er i caféen for at få NADA for fjerde gang, og hun mærker også en positiv virkning.

- Jeg får mere energi, og jeg kan bedre overskue mine opgaver. Det giver lidt ro på ”det øverste”, fortæller hun, og Christina Jørgensen tilslutter sig.

- Jeg oplever at falde mere til ro i mig selv. Vi har en stor eksamen om ikke så længe, og det er bare rart at kunne få denne håndsrækning. Måske er det ikke alle, der oplever den store forskel, men der er ingen bivirkninger, så jeg synes egentlig bare, man skal prøve selv og se, om det giver noget, lyder hendes opfordring.

SOSU Nykøbing Falster tilbyder NADA-caféen på elevernes eget ansvar, og der er åbent i caféen i læringscenteret i Nykøbing tirsdage fra klokken 14.00 til 15.30 og fredage fra klokken 12 til 13.30. Tilbuddet fortsætter foreløbig frem til sommerferien, og det kræver ingen tilmelding. Man dukker bare op.

 

FAKTA om NADA:

  • NADA står for "National Acupuncture Detoxification Association".
  • NADA er en metode inden for øreakupunktur, der bruges til stresshåndtering og psykisk velvære. Metoden har beroligende effekt og kan fx hjælpe med at regulere følelser og søvn via påvirkning af det autonome nervesystem.
  • NADA virker ved, at der sættes små nåle i specifikke punkter i øret.

 

De fem klassiske punkter i NADA-metoden er:

  • Sympatikus - afslapning og smertelindring
  • Shen Men - "åndens port", bruges mod angst og uro
  • Nyre - styrker energi og modstandsdygtighed
  • Lever - hjælper med udrensning og følelsesmæssig stabilitet
  • Lunge - understøtter vejrtrækning

 

Husk en alternativ tekst

Social- og sundheds-assistent

Har du et godt overblik og tør du tage ansvar?

Gitte Guttner

Uddannelseskonsulent

Billede af elever der med deres kroppe danner ordet SOSU med et hjerte omkring

Uddannelser på SOSU-skolen

På SOSU-skolen i Nykøbing F., Vordingborg og Nakskov kan du tage uddannelserne social- og sundhedsassistent, pædagogisk assistent og social- og sundhedshjælper. Alle uddannelserne starter med et grundforløb på 20 uger. Herefter følger et hovedforløb af forskellig varighed alt efter hvilken uddannelse du vælger. 

To voksne mennesker sidder i dialog og ser på skærmen på en laptop.

Lektiecafé

Kniber det med matematikken eller grammatikken? Skal du lige have en opfrisker på formlerne i naturfag? Eller vil du have en hånd med at skrive ansøgning?