Spring navigationen over og gå direkte til indhold
En gruppe voksne sidder omkring et bord og griner til hinanden.

Elever og studerende mødtes på tværs af faggrænser i ’Simulation i samspil’

Elever og studerende fra SOSU Nykøbing Falster og Professionshøjskolen Absalon prøvede deres kunnen af, da de mødtes til tværfaglige temadage og samarbejder om den fiktive borger ”Bent”.


19. maj 2022

I det daglige arbejder sygeplejersker og SOSU-assistenter ofte tæt sammen. I ældreplejen, i psykiatrien og på hospitaler er det to faggrupper, der tager sig af hver deres opgaver og nogle gange endda overlapper, for at yde den bedste pleje og omsorg for borgere eller patienter.

Derfor er Professionshøjskolen Absalon og SOSU Nykøbing Falster gået ind i et samarbejde om at undervisningsdage, hvor studerende fra 1. år på sygeplejestudiet og elever på hovedforløbet på social- og sundhedsassistentuddannelsen mødes og øver sig på det samarbejde, de vil opleve, når de kommer ud på arbejdsmarkedet.

Nyt, tværfagligt samarbejde afspejler virkeligheden

Det er første gang de to uddannelsesinstitutioner samarbejder om et undervisningsforløb og der er høje forventninger til resultaterne. Underviserne fra de to uddannelsesinstitutioner har ad flere omgange mødtes for at udvikle materiale og planlægge forløbet.

”Visionen for ’Simulation i samspil’ er at højne niveauet for både grundlæggende og kompleks sygepleje hos eleverne og de studerende, og sætte fokus på det tværprofessionelle samarbejde, nye relationer og øget faglighed,” fortæller underviser på SOSU Nykøbing Falster Sofie Kronstrand.

Det er sygeplejestuderende på 1. år på Professionshøjskolen Absalon som mødtes med SOSU Nykøbing Falsters Social- og sundhedsassistentelever, der går på 5. skoleperiode, i et tværfagligt samarbejde. Baggrundshistorien og de personaer (case), som eleverne arbejdede med, er udarbejdet specifikt til temadagene af underviserne fra de to uddannelsesinstitutioner i fælleskab.

Omdrejningspunktet er den fiktive borger ’Bent’

Historien handler om en ældre herre, Bent, som har behov for hjemmehjælp og senere hospitalsindlæggelse. Igennem simulationsøvelser skulle eleverne fra SOSU-skolen og de studerende fra sygeplejeuddannelsen i samarbejde finde frem til, hvordan de bedst kan yde den korrekte støtte og behandling for Bent med hver deres fagligheder.

Over tre dage er de blevet præsenteret for tre forskellige scenarier om Bent. Undervejs har de sparret med hinanden hen over faggrænser og samarbejdet om at skabe den bedste omsorg og pleje for ham.

Hver dag blev arbejdet med casen sværere og mere kompleks, da underviserne lægger flere faktorer ind, som eleverne skal arbejde med. Eleverne skulle optage film undervejs, som de får feedback på fra underviserne.

Der var også planlagt en række ”breakout-opgaver” over de tre dage, hvor deltagerne har genopfrisket, hvordan man udfører korrekt håndhygiejne, fået målt deres kondital, tegnet hjerte/kredsløbet i faktisk størrelse eller udarbejdet en pjece om faldrisiko hos ældre borgere.

Videnscenter for Velfærdsteknologi (Øst) var inviteret til to af dagene på undervisningsforløbet til at lave en pop-up workshop med deltagerne, hvor elever fra andre hold på skolen også kunne droppe ind og se de nyeste gadgets.

Simulation i samspil løb af stablen 23. maj til 25. maj 2022 på SOSU Nykøbing Falster. 

Simulation i samspil-øvelse hvor en elev er klædt ud som en ældre mand og ligger på gulvet. En SSA-elev sidder på hug ved siden af og taler med en person der står op uden for billedet.
En lille robot med hjul på kigger ind i kameraet med sine tegnede øjne.

Pop-up messe om velfærdsteknologi på SOSU-skolen 23.-24. maj

Eleverne på SOSU-skolen i Nykøbing Falster kan 23.-24. maj prøve nye, smarte velfærdsteknologiske hjælpemidler af på små stationer rundt omkring på skolen. Der er lagt op til nogle aktive og inspirerende dage, hvor eleverne kan gå på opdagelse.