Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Otte SKILLS deltagere fra hele region Sjælland kigger smilende ind i kameraet.

Foto: Randi Kofoed Jørgensen

SKILLS Regionsmesterskab 2022

Otte elever fra hele Region Sjælland dyster den 6. oktober om at blive regionsmestre og dermed sikre sig en plads ved DM i SOSU SKILLS. Konkurrencen er tæt og deltagerne har øvet sig i månedsvis.


27. september 2022

Fire elever fra SOSU Nykøbing Falster og fire elever fra ZBC i hhv. Holbæk og Næstved har tidligere på året vundet skolemesterskabet i SKILLS på deres skole og er gået videre til regionsmesterskabet i region Sjælland.

 

De har alle trænet rigtig mange timer sammen med deres dygtige instruktører og øvet sig i mange forskellige discipliner inden for pleje og omsorg. Det er både mødet med borgeren der tæller, men så sandelig også om de overholder alle retningslinjer vedrørende hygiejne, dosering af medicin og meget andet.

 

Konkurrence om faglighed

 

Den 6. oktober er deltagerne klar til det store opgør om, hvem der løber afsted med pokalen, æren og titlen som regionsmester i SOSU SKILLS.

 

Under konkurrencen er eleverne inddelt i hold á to personer, som går på scenen samtidig, hvilket betyder at der er fire runder. Deltagerne starter med at få læst en case op, som er en slags scenarie eller historie, som de skal leve sig ind i under konkurrencen. På den måde bliver det hele så tæt på virkeligheden som muligt.

 

Deltagerne kender casen i forvejen, men de opgaver de skal udføre under konkurrencen er tophemmelige indtil den 6. oktober. De har derfor ikke mulighed for at øve sig på specifikke færdigheder.

 

To skuespillere spiller roller som borgere, som deltagerne skal arbejde med. Der bliver pres på, for udover at deltagerne skal navigere så godt de kan på scenen, så sidder der også over 200 af deres kammerater og undervisere i salen. Det bliver derfor ikke en let opgave for dem.

 

Imellem de fire omgange vil dommerne votere deltagernes indsats. Pointene bliver givet for hvordan deltagerne klarer sig i de forskellige discipliner og der bliver trukket point fra, hvis der er noget de glemmer eller ikke får gjort. Der er nemlig rigtig meget at huske under sådan et besøg hos en borger.

 

Der åbnes døre for vinderne af SKILLS

 

SKILLS konkurrencer har fundet sted i en årrække nu og faktisk satses der på, at vinderen af Danmarksmesterskabet 2023 skal deltage i EM og VM i SKILLS i 2024.

 

Danmarksmesteren af SOSU SKILLS 2022 er Josephine Forslund, og hun er dommer i regionsmesterskabet på Sjælland den 6. oktober. Dét at vinde DM i SKILLS åbner nemlig en masse døre – ikke mindst til jobmuligheder.

 

Faktisk giver dét at deltage i SKILLS en masse erfaring og øvelse, som andre elever ikke opnår. Bare op mod skolemesterskaberne i SKILLS har eleverne trænet mere end 50 timer under kyndig vejledning fra deres trænere, som er undervisere på SOSU Nykøbing Falster.

 

Det giver eleverne et forspring med så intensiv fokus på at lære de faglige discipliner. Der er både teori og praksis med i træningstimerne, da deltagerne også skal svare på forskellige faglige spørgsmål og forklare faglige begreber under konkurrencen.

Program for SKILLS Regionsmesterskab 2022
Fem glade piger står på rad og række med hver en blomsterbuket i hånden og kigger smilende ind i kameraet.

Vinderne af SKILLS skolemesterskab 2022

Vinderne af SKILLS Skolemesterskab 2022 blev Monique Grønbæk og Kristine Kondrup.
På en flot 2. plads kom “Nora” Ponchita Phudjeeb og Mai Sund.

En social- og sundhedsassistentelev hjælper en patient med at lokalisere hvor ondt hun har ved at tale med hende ud fra en smerteskala.

Social- og sundhedsassistent

Vil du arbejde med professionel omsorg og pleje i en omskiftelig hverdag? Social- og sundhedsassistenten (SSA) tager sig af samfundets ældre, svage og syge på sygehuse, i psykiatrien, på plejecentre, på institutioner eller i hjemmeplejen.