Grundforløb 1 og 2
For at tage en uddannelse som SOSU-assistent, SOSU-hjælper eller pædagogisk assistent skal du først igennem et grundforløb i Nykøbing F., Nakskov eller Vordingborg.
EUV1-uddannelsen veksler ufaglært til faglært på 11 måneder.
I femten år har Lena Gertsen passet et utal af små børn i sin dagpleje. Nu har hun taget plads i undervisningslokalet på EUV1-uddannelsen til pædagogisk assistent på SOSU Nykøbing Falster.
Ikke fordi Lena er træt af "sine" små børn, tværtimod savner hun dem hver dag. Men som 44-årig er hun kommet til et sted i livet, hvor det er tid til at omsætte den store tavse viden, hun har, til en faglighed, der skal bringes i spil i resten af Lenas arbejdsliv.
Ved siden af Lena sidder 58-årige René Sommer. Han er til daglig omsorgsmedarbejder på specialinstitutionen for voksne, domsanbragte udviklingshæmmede, Kofoedsminde i Rødbyhavn. Heller ikke René, som er tidligere kok, er træt af sit job, men han vil gerne lære mere.
- Jeg vil have sat ord på, hvad det egentlig er, jeg render og laver. Jeg har nok ti år tilbage på arbejdsmarkedet, og i den tid vil jeg bruge den opgradering af pædagogisk viden, jeg er i gang med at få her. Det giver et løft til enhver arbejdsplads, når personalet er veluddannet. Det løft vil jeg være en del af, slår René Sommer fast.
Lena Gertsen har samme ønske, og hun er begejstret for at være i skole igen. Selv om det også er krævende.
- Jeg har jo arbejdet meget alene i årene som dagplejer. Bare det at skulle formulere mig og argumentere for min holdning i undervisningen er en ny øvelse for mig. Men jeg er vild med at være sammen med inspirerende, voksne mennesker i min hverdag igen, fortæller Lena Gertsen.
Aldersspredningen i klassen går fra 27 til 63 år - med et gennemsnit i den højere ende. Nogen har arbejdet med børn og andre med voksne, men Lena og René oplever som repræsentanter for hver sin side af den pædagogiske branche et stort fællesskab.
- Den viden, vi er med til at give hinanden, når vi arbejder sammen i grupper, er værdifuld på en måde, jeg ikke havde forudset. Vi kan bruge hinanden til så meget, siger René Sommer.
Gruppearbejdet er bærende på uddannelsen, og her støtter de voksne elever hinanden, mens de vænner sig til at gå i skole igen.
- Vi hviler alle i os selv og er trygge i hinandens selskab. Alle er interesserede i undervisningen, og vi deler alle vores aha-oplevelser i en virkelig rar stemning, oplever Lena Gertsen.
Hun ved endnu ikke, hvilket job, der venter på hende, når uddannelsen er i hus i efteråret 2025. Men der venter et nyt kapitel, og det glæder hun sig til.
- Mine børn er store nu, og den livsstil, der tidligere passede godt til mit familieliv, er forandret. Måske er mit næste job blandt store børn eller voksne. Det vil tiden vise.
For at tage en uddannelse som SOSU-assistent, SOSU-hjælper eller pædagogisk assistent skal du først igennem et grundforløb i Nykøbing F., Nakskov eller Vordingborg.
På skolen er vi både sociale og sunde. Under din uddannelse i livskvalitet på SOSU-skolen vil du stifte bekendtskab med forskellige former for motion, som du kan prøve af i undervisningen.