Hvad er forskellen?
SOSU-assistent eller hjælper? Pædagogisk assistent eller pædagog? Sygeplejerske eller SOSU-assistent? Der er så mange valgmuligheder. Bliv klogere på hvad forskellen er på uddannelserne.
Foto: Birgitte Grønning.
Som 42-årig er Mette tilbage i skole på uddannelsen til social- og sundhedsassistent på SOSU Nykøbing Falsters afdeling i Vordingborg. Og hun er tændt.
Som tyveårig begyndte Mette Balstrup på uddannelsen til sygeplejerske. Så fik hun fire børn og et liv, der ikke levnede plads til skole. Som 42-årig er Mette tilbage i skole på uddannelsen til social- og sundhedsassistent på SOSU Nykøbing Falsters afdeling i Vordingborg. Og hun er tændt.
- Jeg sidder helt ude på kanten af stolen i klassen for at få det hele med. Det er så spændende, og jeg skal bare have mere, mere, mere. Jeg er sulten efter viden efter mere end tyve år med ”hovedet pakket ned”. Nu er det i den grad pakket ud igen, griner Mette Balstrup, der bor med sin familie i Stege.
I de 22 år, der er gået, siden Mette sidst gik i skole, har hun mest været mor og hustru. I sit arbejdsliv brugte hun sit naturlige anlæg for service og omsorg blandt andet som dagplejer, hvor hun servicerede stribevis af småbørn. Hun motiverede også andre til at komme i bedre form i virksomheden ”Træn med Mette”.
Nu er hun bare Mette.
- Det er en helt ny oplevelse at gøre noget kun for mig. Denne uddannelse er alene for mig og min udvikling, og jeg er vild med det. I mange år gik jeg rundt og troede, at jeg nok ikke var så klog, fordi jeg ikke havde taget en boglig uddannelse. Det gjorde min mand, da vi var unge, og børnene vænnede sig til, at det var ham, de spurgte om ditten og datten. Han var den kloge, og jeg var den praktiske. Nu har jeg opdaget, at jeg også er klog. At jeg ved alt muligt om mange ting, og jeg lærer nyt hele tiden. Børnene kan roligt spørge mor her. Jeg har rettet ryggen på vej mod sølvbrylluppet og med børn på 22, 20, 18 og 13 år, fastslår Mette Balstrup.
Hun drømmer efter sin uddannelse om at få job som leder af et plejehjem, hvor omsorg og den helt rigtige udnyttelse af personalets kompetencer skal være styrende.
Af journalist Birgitte Grønning.
SOSU-assistent eller hjælper? Pædagogisk assistent eller pædagog? Sygeplejerske eller SOSU-assistent? Der er så mange valgmuligheder. Bliv klogere på hvad forskellen er på uddannelserne.
Kender du nogen der går på SOSU-skolen? Eller er du i tvivl om hvem du kan møde på skolen? Mød nogle af de seje elever og læs deres historie om, hvorfor de har valgt en SOSU-uddannelse og hvordan deres rejse har været derhen.
På skolen er vi både sociale og sunde. Under din uddannelse i livskvalitet på SOSU-skolen vil du stifte bekendtskab med forskellige former for motion, som du kan prøve af i undervisningen.
Vil du arbejde med professionel omsorg og pleje i en omskiftelig hverdag? Social- og sundhedsassistenten (SSA) tager sig af samfundets ældre, svage og syge på sygehuse, i psykiatrien, på plejecentre, på institutioner eller i hjemmeplejen.
Vil du fremme trivsel og sundhed og har du et stærkt omsorgsgen? Social- og sundhedshjælperen arbejder med at skabe den bedst mulige livskvalitet for den enkelte borger i hjemmeplejen eller på plejecentre. Tag uddannelsen i Nykøbing F. eller Nakskov.